Veganisme og… Crossfit?! 10 nemme kilder til protein

I et miljø hvor der bliver talt for palæo, LCHF og andre proteindiæter, kan det for nogle være svært at se, hvordan veganisme kan passe ind. Men du kan være helt rolig, for man kan sagtens styrketræne og lave crossfit på vegansk kost. Her er 10 af de nemmeste grønne kilder til protein:

Tofu

Passer først og fremmest rigtig godt til asiatiske retter, men kan også steges eller bages i tern og bruges som croutoner ovenpå suppe. Se også min opskrift på “steaks”. Den bløde variant af tofu (silketofu) kan bruges som “ostesovs” i lasagne, eller som substitut for æggemasse i madtærter. Mange bruger også silketofu i desserter, fordi den er så let og cremet.

Linser

Behøves ikke at lægges i blød før kogning, og er derfor rigtig nemme at have med at gøre. Passer godt i gryderetter (fx. dhal) og supper og som substitut for hakket oksekød i kødsovs.

Bønner

Kan tilsættes til næsten alt! Kan også blendes med krydderier og bruges som smørepålæg. Jeg har sågar bagt en kage med sorte bønner, som du kan finde opskriften på her.

Sojamælk og sojayoghurt

Indeholder modsat andre plantemælke- og yoghurter en væsentlig mængde protein per portion. Mangler du noget at toppe din sojayoghurt med, kan du prøve min hjemmelavede granola.

Seitan

Bliver også kaldet “hvedekød”. Det er smadder billigt at lave selv, og man kan krydre det lige som man vil have det. Har du aldrig prøvet at lave seitan før, kan du starte med denneopskrift.

Køderstatningsprodukter

Er nok ikke noget, man bør spise alt for ofte, men jeg nyder at få det 1-2 gange om ugen. Der findes efterhånden et hav af muligheder i specialbutikker og velassoterede supermarkeder, men mine favoritter indtil videre er Quorn’s nuggets og Anamma’s “frikadeller”.

Kikærtemel

Kan erstatte en del af den almindelige mel i mange opskrifter. Du kan også prøve min opskrift på veggelet (vegansk “omelet”).

Pasta af linser, bønner eller ærter

Jeg har i flere velassorterede supermarkeder fundet pasta lavet af blandt andet sojabønner, sorte bønner, røde linser og grønne ærter.

Quinoa

Kan erstatte ris i langt de fleste retter. Jeg har blandt andet prøvet at lave risotto på quinoa (mon så det hedder quisotto?).

Proteinpulver

Okay, så bliver det altså heller ikke nemmere. Man kan få vegansk proteinpulver lavet af soja, ris, ærter, hamp og sikkert meget andet. Det er praktisk at føje til sine smoothies eller i pandekagedejen.