I mange år har jeg været frustreret over, at min hjemmelavede hummus ikke kom i nærheden af dem, man får hos de gode falafel steder. Efter mange forsøg er det endelig lykkedes mig, at lave en rigtig god hummus, og den skal selvfølgelig deles med jer. En udbredt misforståelse er, at der skal kommen i hummus, men det er der altså ikke i traditionel mellemøstlig hummus. Er du ellevild med kommen, kan du selvfølgelig tilføje det alligevel.
Du skal bruge:
1 dåse eller 240 g udblødte og kogte kikærter
2 spsk tahin
2 spsk olivenolie af god kvalitet
2 spsk vand (måske mere)
saft fra ½ citron
½ tsk salt (måske mere)
½ tsk hvidløgspulver eller ½-1 fed hvidløg
et nips peber
Sådan gør du:
Varer 5 minutter
Kom alle ingredienser i en foodprocessor* og blend til konsistensen er jævn og cremet. Er din hummus for tyk og/eller grynet, kan du med fordel tilsætte mere vand. Smag til med salt og peber.
Velbekomme!
*du kan også bruge en stavblender eller almindelig blender, hvis den har en god motor