Bønner er en bælgfrugt med et højt proteinindhold på 20-25%. Bønnerne skal lægges i blød natten over (de vokser til dobbelt størrelse), skylles og derefter koges i 45-60 minutter inden brug! De indeholder et giftstof (lektiner) som nedbrydes ved kogning – derfor må hverken i-blød-vandet eller kogevandet bruges. Hvis man ikke har forberedt sig, kan man sagtens købe dem færdig-blødte og kogte på dåse i de fleste supermarkeder og grønthandlere – kiloprisen på tørrede bønner er dog langt det billigste. Man kan med fordel koge en stor portion ad gangen, og fryse dem ned. Der findes utallige sorter af bønner, som varierer meget i smag og udseende.