Hjemmelavet kokos-creme til krop og ansigt

Jeg er en af dem, som ikke tåler særlig meget på min hud. Hvis du har samme problem, eller bare gerne vil undgå unødvendige stoffer på din krop, så er denne creme lige noget for dig! Den er rimelig fed og meget drøj i brug – derfor egner den sig især til tør og sensitiv hud 😉

Lidt fakta om ingredienserne:

Kokosolie er fugtgivende og giver cremen den faste konsistens (ved kølige temperaturer). Derudover besidder kokosolie en naturlig solfaktor på SPF8. Og så dufter den jo SKØNT.

Jojobaolie er yderst fugtgivende, og er en af de olier der nemmest absorberes af huden.

Aloe vera virker beroligende og lindrende på huden.

Du skal bruge:

1 dl ekstra jomfru kokosolie

2 spsk koldpresset jojobaolie

4 spsk aloe vera gel med 98% aloe vera

En beholder fx et lille sylteglas

Sådan gør du:

Kokosolien skal gøres helt flydende, så den kan blandes med de andre ingredienser. Gør dette ved at stille den et varmt sted (fx vindueskarm med sol eller radiator). Når dette er gjort, blander du det blot grundigt sammen med jojobaolie og aloe vera. Stil så massen i køleskabet indtil den er let stivnet (tager ca 20-30 minutter). Nu piskes massen med en el-pisker indtil cremen når en ønsket luftig konsistens. Kom cremen i din beholder, som du har skoldet forinden. Cremen behøver du ikke at opbevare i køleskab, men gerne i et køligt rum, så den ikke bliver flydende.