JULEMAD: Risengrød på vegansk

Okay… Vegansk risengrød laves stort set på samme måde som almindelig risengrød – bare med plantemælk og plantesmør. Det er rimelig lige til. Skulle du alligevel være i tvivl, så se med her 😉

Du skal bruge:

Giver 3-4 portioner

3 dl vand

200 g grødris

1 liter plantemælk (jeg bruger sojamælk)

1 tsk vaniljepulver eller -ekstrakt eller 2 tsk vaniljesukker

1/4-½ tsk salt

Kanelsukker (bland 1 del kanel med 3 dele sukker)

Plantesmør (fx. FRI eller Nutana)

Sådan gør du:

Varer 40-45 minutter

Kom vandet i kog og tilsæt grødris. Kog risene under omrøring indtil vandet er kogt ind. Tilsæt så plantemælk og bring grøden i kog, hvorefter du skruer langt ned for varmen. Lad grøden simre under låg indtil risene er kogt helt ud, og grøden er tyk. HUSK jævnlig omrøring, da grøden meget hurtigt brænder på! Tilsæt vanilje og smag til med salt.

Top hver portion med kanelsukker og en (vegansk) smørklat.

Velbekomme og glædelig jul!