Hvorfor jeg er vegetar

Det var ikke svært for mig at ændre livsstil. Det eneste kød jeg kunne spise, før jeg blev vegetar, var kylling og noget oksekød. Alt andet blev frastødt af mine smagsløg. Desuden var kød ikke hverdags-kost for en studerende som jeg, med en sparsommelig økonomi. Derfor måtte jeg være kreativ.

Det der for alvor fik mig på vegetariske tanke-baner, var da jeg gik på kokkeskole, og vi skulle partere og tilberede et frisk-skudt dådyr og en masse fasaner. Vores lærer sagde, at man skulle stå ved, hvad man putter i munden. Det giver jeg ham ret i. De fleste havde det fint med at tage de stadig varme indvolde ud af dyrene. Det havde jeg ikke.

En anden oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig, var dokumentarfilmen “Food inc”. Jeg er ikke vegetar, fordi jeg synes det er synd for dyrene at spise dem. Jeg er vegetar, fordi jeg synes at det er groteskt, hvordan de bliver behandlet mens de stadig lever. Dyr bliver ikke længere behandlet som levende væsener, men som et følelsesløst industriprodukt.

Jeg er vokset op i et hjem med koteletter, sovs og kartofler. Der blev handlet det, der var billigst, ikke det der var bedst, og økologi var ukendt farvande. Selvom jeg i dag, når jeg lever på egen hånd, er stærkt uenig med disse kostvaner, så bebrejder jeg ikke mine forældre. Deres generation er vokset op under helt andre omstændigheder end jeg, og betydningen af begrebet “sundhed” var en helt anden, end den er i dag. “Det er svært at lære en gammel hund nye tricks” plejer min mor at sige, når vi diskuterer kostvaner.

Det er svært (men langt fra umuligt!) at gøre op med gamle vaner. Det kræver i hvert fald megen viljestyrke.

Efter jeg er blevet vegetar, har jeg fået meget mere energi i hverdagen. Jeg er sluppet af med diverse hudallergier, som jeg kæmpede meget med før i tiden. Jeg er blevet meget mere opmærksom på, om min krop får hvad den behøver. Jeg synes det er en skam, hvis man ikke har respekt for sin egen krop, og man behandler den som en skraldespand. Man må huske, at ens krop vil være resultatet af ens dovenskab. Du har altid et valg!

Jeg oprettede veggiemad, for at modbevise myten om at det er besværligt at være vegetar, og at vegetarmad er kedeligt. Alle retterne er super enkle, nemme at lave og yderst velsmagende.